Music navn News

MAXIMILLIAN

RUC Alumne præsenterer Maximillian til Årsfesten!

I begyndelsen af 2017 delte Maximillian en video på sin helt nye Facebook-side. Han havde indspillet en sang i studiet, og delte den med ordene: ”Håber I ka’ li’ den”. Klippet fik, i de efterfølgende uger, tusindvis af reaktioner, og rundede næsten 100.000 afspilninger. Blot en måned senere kastede den, dengang, 18-årige københavner sig ud i endnu en live-video. Denne gang i et meget personligt cover af idolerne London Grammar og Frank Ocean. Og alt imens det tikkede ind med likes på Maximillians Facebook-side, blev de to videoer hastigt spredt på flere af nettets førende musiksites.

Den overvældende modtagelse smittede af på den allerede positive energi i studiet, og Maximillian fulgte siden op med sin første officielle single, ’Higher’, der flittigt blev spillet på P3. Lyden var blød og sjælfuld med elektroniske elementer, der gav lytteren associationer til både R’n’B og trip hop. Den purunge sangers åbenlyse kærlighed for moderne pop var heller ikke til at tage fejl af, og det skinner også klart igennem i den seneste single, ’Strangers’. For Maximillian handler det om følelser – de dér, som føles helt rigtigt, dybt inde. Tekst, musik og produktion skal gå op i en højere enhed, og det er den unge stjernes to første singler et entydigt bevis på.

Med en anmelderrost koncert på SPOT festival samt flere udsolgte koncerter, senest i DR Koncerthuset, må Maximillian siges at være et stjernefrø, der hastigt spirer.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *